18-årig mand dømt for vold i dæksag

​To af gerningsmændene bag dæksagen i Thisted var oppe at slås. Nu er den ene dømt for vold.

En af de gerningsmænd, der var anholdt for at stå bag hærvæk mod over 30 biler i Thisted, har mandag fået fem måneders fængsel for vidnetrusler i forlængelse af hærværkssagen ved retten i Holstebro.

Den 18-årige mand var ifølge politiets anklager Jakob Kjær Ratzv utilfreds med en af de andre gerningsmænds forklaring. 

- Efter de var blevet afhørt og løsladt af politiet, sparkede den nu dømte 18-årige mand den anden på overkroppen og slog ham flere gang med knyttet hånd. Han er nu idømt fem måneders fængsel for vidnetrusler, siger Jakob Kjær Ratzv, anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ham, det gik ud over, en 19-årig mand, fik ingen alvorlige skader.

Selve hærværkssagen ligger hos en jurist, som nu skal tage stilling til, hvad der skal ske i sagen. Politiet har afsluttet efterforskningen.

Ud over den 18- og 19-årige mand, som har erkendt langt de fleste af forholdene, er også en 14-årig dreng sigtet i sagen. Han går dog fri, da han ikke er gammel nok til at blive straffet.

De to ældste gerningsmænd er kendt af politiet i forvejen.


Seneste nyt

fra Nordjylland