Trafikulykke: To ældre nordjyder dræbt i sammenstød med lastbil på midtjysk landevej

To ældre herrer med bopæl i Thisted Kommune mistede livet, da de kørte ud foran en lastbil, der ikke kunne nå at bremse. De pårørende er underrettet.

To personer blev dræbt på stedet, da de ved 10.30-tiden kørte ud foran en lastbil på Hovedvej 13 ved Thorning, Kjellerup.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Vidner oplyser til politiet, at personbilen forsøgte at vende og drejede ud foran en lastbil, der ikke kunne nå at bremse.

Ulykken skete på Aalborgvej (Hovedvej 13) ved tilkørslen fra Ulvedalsvej.

De to dræbte er mænd, begge med bopæl i Thisted Kommune. De var henholdsvis 76 og 84 år, og det var den 76-årige, der førte bilen, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

De pårørende er underrettet. Lastbilchaufføren slap uskadt fra ulykken.

- Det tyder på, at man er kørt forkert og har lavet en vending for at komme nord på i stedet. Og da bilen er vendt, kører den ind i grisetransporten, siger Carsten Henriksen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi forventes oprydningsarbejdet at vare indtil ved 14-tiden. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland