Anklager i Abdalla-sag: - Jeg har aldrig set en mentalundersøgelse som den her

Foto: Claus Bech/Scanpix

I samarbejde med TV MIDTVEST

Senioranklager Jesper Rubow har nu afsluttet sin procedure i ankesagen mod den tidligere bandeleder Danny Abdalla.

- Konklusionen er, at tiltalte skal idømmes forvaring, og han skal udvises igen. Det er det, som jeg synes, er det rette resultat her.

Så tydelig var påstanden, da anklager Jesper Rubow efter lidt mere end to timer havde talt sig igennem sin procedure i ankesagen mod 52-årige Danny Abdalla. 

Herefter gennemgik anklageren sine argumenter for, hvorfor han mener, at byrettens dom fra november sidste år bør stadfæstes af Vestre Landsret. 

Retslægerådet: Forvaring er påkrævet 

Helt forventeligt kom anklageren ind på den mentalerklæring, der er lavet af Danny Abdalla. 

- Jeg har arbejdet i det her game i mange år, jeg har set mange mentalerklæringer, lød det, før anklageren opremsede sin fortid som bl.a. indebærer arbejdet som forsvarer.  

- Jeg har aldrig set en mentalundersøgelse.. En psykologundersøgelse, som det her, konstaterede han. 

Han oplæste nogle af de konklusioner, som denne erklæring indeholder. 

- Han placerer sig i området for svær psykopati, citerede Jesper Rubow. 

- Hans evne til at tage ved lære af straf og sanktion er yderst begrænset, citerede han videre. 

Retslægerådets vurdering af Danny Abdalla taler også sit eget tydelige sprog, påpegede Jesper Rubow. 

- Anvendelse af forvaring i stedet for fængsel er påkrævet for at forebygge denne fare, læste han op fra vurderingen. 

Han mener derfor, at Danny Abdalla bør have en forvaringsdom, hvilket vil i så fald vil betyde, at den 52-årige ikke kan vide, hvornår han vil blive løsladt igen.

- Det er en tidsubestemt straf, hvor man lukkes ud, når man ikke længere er farlig. Det kan være kortere end det tidsbestemte, det kan også være længere, forklarede anklageren i sin procedure.

Fakta om forvaringsdom

En person kan eksempelvis dømmes til forvaring, hvis

1. Han findes skyldig i voldtægt eller anden alvorlig seksualforbrydelse eller i forsøg herpå (kriminalitetskravet), og

2. det efter karakteren af det begåede forhold og oplysningerne om hans person, herunder om tidligere kriminalitet, må antages, at han frembyder væsentlig fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed (farlighedskravet), og

3. anvendelse af forvaring i stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare
(nødvendighedskravet).

Kilde: Danske Love

Alternativt: 14 års fængsel til Abdalla

Som et alternativ til den tidsubestemte forvaringspåstand skal anklageren også komme med et bud på, hvilken tidsbestemt straf, Danny Abdalla kan få. 

Her gennemgik Jesper Rubow slavisk, hvor længe han mener, at Danny Abdalla bør fængsles i hver enkelt af de fem kategorier, som han fra start har inddelt de 38 forhold i. 

- Når jeg lægger det her sammen, så er vi i lejet af 19-20 år, hvis vi ser helt isoleret på det, lød det, inden han forklarede, at sådan hænger det naturligvis ikke sammen i Danmark, hvor der gives rabat i antallet af år i fængsel, når det løber op i så mange år. 

- Der skal udmåles en hård straf. Min påstand er 14 års fængsel, fastslog Jesper Rubow, der blandt andet lagde vægt på grovheden i tiltalerne samt det faktum, at Danny Abdalla er tidligere straffet.  

Danny Abdalla lytter hovedrystende 

Under anklagerens procedure lyttede Danny Abdalla opmærksomt og vågent.

Ind imellem rystede han afvisende på hovedet, mens han grinede uforstående. Blandt andet da anklageren nåede til forholdene, der vedrører piger. Her lyder tiltalerne blandt andet på voldtægt og mishandling. Det nægter Danny Abdalla sig skyldig i. 

Da Jesper Rubow nåede frem til mentalerklæringen fremhævede han først nogle konklusioner, som han derefter, formentlig for at understrege pointerne, valgte at gentage en ekstra gang. Da han gjorde det, kunne Danny Abdalla ikke længere være stille. 

- Hold nu kæft, mand, lød det fra den tiltalte. 

Hverken retten eller anklageren tog notits af det lille udbrud, og Jesper Rubow færdiggjorde sin procedure. 

Over middag har forsvarer, Martin Andersen, taget hul på sin procedure. Den vil formentlig vare indtil sent på eftermiddagen. 

Tidligere dømt og udvist

Danny Abdalla, der er far til seks børn, kom til Danmark i 1992 fra Libanon. Han er tidligere dømt for kriminalitet i både Danmark og Beirut. I 2001 blev han idømt 15 års fængsel in absentia for krigsforbrydelser ved Beirut-domstolen. 

I 2003 fik sin første dom i Danmark. Den lød på otte års fængsel for narkokriminaltiet. Derudover blev han udvist af landet for bestandig. 

Han kunne imidlertidig ikke rejse hjem til sit hjemland, fordi han mente, at han ville blive slået ihjel, hvis han satte sine ben i landet. Derfor blev han i Danmark.

I 2012 fik han et år og otte måneders fængsel for røveri. Endnu en gang blev han udvist, men det kunne stadig ikke gennemføres på grund af truslen i hjemlandet. 

Siden da har han opholdt sig i Danmark på tålt ophold. Det betyder, at han i en periode, inden han blev arresteret denne gang, havde pligt til at melde sig hver dag ved Center Sandholm. Det gjorde han dog ikke, og det var i den tid, hvor han forsømte meldepligten, at han skulle have begået de forbrydelser, han nu er tiltalt for i ankesagen.

Danny Abdallas tilknytning til Midt- og Vestjylland begynder i juli 2016, hvor Den Internationale Klub, son han dengang var leder af, slår sig ned i Thy. Ifølge medlemmerne var der ingen grund til at frygte, at klubben ville foretage sig noget kriminelt, selvom den tidligere var sat i forbindelse med narkohandel og vold. 

Et af omdrejningspunkterne i tiltalerne mod Danny Abdalla i denne sag, er dog alligevel foregået i Vildsund i Thy. Her er bandelederen blandt andet tiltalt for medvirken til skyderier mod en ejendom i slutningen af august 2016. 

Flere nyheder fra TV2 Nord