Opdatering: Eftersøgning afsluttet - ingen fundet på isen

Nogen på land har set fire personer gående på isen. Nu søger beredskabet efter dem.

Opdatering: Eftersøgningen af fire personer, der blev set gående på isen ved Vildsundbroen søndag sidst på eftermiddagen, er nu afsluttet. Ingen personer blev fundet, og beredskabet har pakket sammen og er taget hjem.

Nordjyllands Beredskab blev kaldt ud til den mulige redningsaktion klokken 17.23, da nogen på land mente at have set fire personer på isen.

Det er ekstremt farligt at færdes på isen i sejlrenden, og derfor tog beredskabet ingen chancer. 

- Vi afsøger, og vi bliver ved, indtil vi er 100 procent sikre på, at der er ikke noget, fortæller indsatsleder på stedet, Rasmus Evaldsen. 

Beredskabet er tilstede med en redningshelikopter fra Aalborg, to redningsbåde samt folk på stranden. 

- Redningshelikopteren afsøger ude på isen, farvandsvæsenets båd i vandet, og redningsbåden fra Hanstholm afventer på land, forklarer indsatslederen, der understreger hvor vigtigt det er, at folk lytter og lader være med at bevæge sig ud på isen.

Eftersøgningen gav dog ingen resultater.


Seneste nyt

fra Nordjylland