Damolin på Mors solgt til fransk virksomhed

Moler-virksomheden Damolin er solgt til et fransk selskab og ændrer nu navn.

Den franske, børsnoterede virksomhed Imerys har købt Damolin, der har 55 medarbejdere på Fur og 50 på Mors.

- Det er en super mulighed for Damolin. Nu går vi et trin op. Imerys har købt os for at udvikle os, ikke for at sælge os igen. Vi går fra den danske superliga til Champions League. Det er ikke tit, vi ser store virksomheder investere i Salling og på Mors, så det er dejligt, at vi også kan være med, siger Søren Klitskov, direktør i Damolin.

Det er især virksomhedens gode resultater de sidte par år, der har skabt opmærksomhed i industrien. Og det er da også en gammel bekendt, der er den nye køber.

- Vi har en kontakt til Imerys, der går mere end 10 år tilbage. Vi samarbejder med dem i forvejen, og de vil gerne finde nye måder at bruge moleret på og udvinde det til flere industrielle formål, siger Søren Klitskov.

Imerys har en årlig omsætning på 30 milliarder danske kroner, og antallet af medarbejdere tæller 16.000. Det gør virksomheden til en af verdens største og førende inden for mineralbaserede produkter og løsninger til industrien og byggeriet.

Damolin har været ejet af en kapitalfond siden 2010, men nu er 100 procent af aktierne altså solgt til fransk Imerys.

Damolin, der i alt har omkring 160 ansatte, skifter navn til Imerys, mens Søren Klitskov fortsætter uforandret som direktør.


Seneste nyt

fra Nordjylland