Slut med at hænge i baren: De unge i Sundby skal lære at danse

Den klassiske festdans er ved at uddø, men det nægter borgerne i Sundby Thy at gå med til. Så nu arrangerer de "bøjl-dans" for begyndere.

Der er formentlig rigtig mange af os, der kender det. Dansegulvet er fyldt, og musikken spiller lystigt derudaf, imens man selv har valgt at slå sig ned i baren, fordi man ikke har den store tillid til ens egne evner i et par dansesko.

quote Vi har snakket om, at det er lidt ærgerligt, at os unge mennesker ikke kan danse, når der blevet spillet op til det.

- Henriette Krogh, Thisted

Det forsøger de nu at gøre noget ved i Sundby i Thy. Her har frivillige fra den lokale idrætsklub valgt at udbyde danseundervisning til borgerne i området.

- Det skal man bare lære. Engang lærte alle at danse, når de skulle på husholdningsskole eller på ungdomsskole. Det gør man ikke i dag, fortæller Jannie Gramstrup, der er frivillig underviser fra Sundby Thy Idrætsklub.

De frivillige undervisere har ikke modtaget nogen videre form for undervisning, udover den de har fået på livets danseskole. Det afholder dem ikke fra at benytte sig af faciliteterne i Sundby Thy Hallen til at byde op til en god omgang bøjldans.

- Bøjldans er hverken cha cha cha eller engelsk vals. Det er det, man bruger til almindelig 50-års fødselsdag og sølvbryllup, fortæller Jannie Gramstrup.

Sjovere end at sidde ned hele aftenen

Jannie Gramstrup oplever, at det primært er seniorerne, der indtager dansegulvet til sølvbryllupsfesten. Derfor er det især den yngre generation, som bliver budt indenfor til bøjldans.

- Vi har snakket om, at det er lidt ærgerligt, at os unge mennesker ikke kan danse, når der blevet spillet op til det, fortæller Henriette Krogh, der er 25 år og fra Thisted.

- Det er da sjovt, når vi er her. Hvis man er til fest, så er det lidt sjovere, at man kan danse i stedet for at sidde nede ved bordet hele aften, fortæller Lasse Kvejborg, der også er 25 år og fra Thisted.

Derfor er de unge mennesker også glade for, at der nu bliver udbudt et sted, hvor man kan gå hen og få de nødvendige færdigheder til at klare sig igennem sølvbrylluppet.

- Hvor skulle vi ellers få det lært henne? Så havde vi godt nok snakket om vi skulle på dansehold, men så er det jo sådan noget cha cha cha og tango. Det kan man alligevel ikke bruge til en skid, når der bliver spillet op til julebal eller dilettant, fortæller Henriette Krogh.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland