Jesperhus i konflikt med Google: - Det er fuldstændig grotesk

En ny app fra Jesperhus Feriepark er blevet censureret af Google. – Det er så typisk amerikansk, lyder reaktionen fra direktøren.

”Ikke egnet for børn”.

Sådan står der ud for app’en Jesperhus Film, hvis man vil hente den via styresystemet Android, der ejes af Google.

- Det er jo fuldstændig grotesk, lyder reaktionen fra Peter Overgaard, der er direktør i Jesperhus Feriepark.

I app’en kan man se små videoklip, hvor blandt andet en figur med navnet Dr. Træls henvender sig til små børn, med forskellige sange og videoer.

quote - Det er så typisk amerikansk. De sidder bare derovre og virker så hellige omkring sådan nogle ting,

Peter Overgaard, direktør, Jesperhus Feriepark

I videoerne synger han om, hvordan børnene skal opføre sig i parken:

- Danmarks bedste feriested, hvis man er voksen. Børn er naturligvis velkomne, hvis bare de tier stille. De vilde dyr skal i bur, så der bliver trygt at være.

Sådan lyder budskaberne blandt andet fra Dr. Træls. Du kan se mere til Dr. Træls i videoen herunder:

- Han er bare voksentræls

- Dr. Træls er skurken i vores eventyr. Og skurken er ikke ond, han er bare voksentræls. Han snakker i mobil hele tiden, og han ryger cigar, siger Peter Overgaard.

Men årsagen til censurskiltet skal altså findes i, at Dr. Træls har en cigar i munden i nogle af videoklippene.

Og det kommer bag på direktør Peter Overgaard, der ikke tror, at Google har forstået videoen med Dr. Træls rigtigt.

- De har bare set et billede, hvor han har en cigar, siger Peter Overgaard, og fortsætter:

- Det er så typisk amerikansk. De sidder bare derovre og virker så hellige omkring sådan nogle ting, siger direktøren, der understreger, at indholdet netop skal få børnene til ikke at ville ryge eller snakke i mobil.

Jesperhus Film har 40.000 abonnenter på YouTube.
Jesperhus Film har 40.000 abonnenter på YouTube.
Foto: Jesperhus Film

Godkendt af både App-Store og Android

App’en Jesperhus Film har ellers været godkendt af både App-store og Android, der ejes og administreres af Google.

- Den blev godkendt af App-Store med det samme, hvor den kom ud for en måned siden. Android godkendte også appen, men valgte så at sætte mærket på, om at det ikke er egnet for børn, siger Peter Overgaard.

Flere gæster har kommenteret på advarslen de sociale medier. Direktøren håber, at Google snart opdager fejlen og fjerner advarslen fra app’en.

Videofilmene, der både kan ses via app’en og på YouTube, produceres i samarbejde med firmaet Somatic i Aarhus.

- Vi har netop lavet app’en for at undgå at Youtube guider børnene videre til andet indhold, der er på Youtube. Så forældre trygt kunne lade deres børn se videoerne i vores digitale univers.

- Derfor er det ret ironisk, at vi nu bliver censureret, siger direktør i Jesperhus Feriepark Peter Overgaard.

Jesperhus Film har 40.000 abonnenter på YouTube.


Seneste nyt

fra Nordjylland