Ny kandidat til Stram Kurs efter fyring: - Det er primært udlændingepolitikken, jeg er enig med dem i

Emil Normann Munk fra Aalborg stiller op for Stram Kurs i Vestjyllands Storkreds efter fyringen af Dennis Kirkegaard tidligere på dagen.

Der er nu sat navn på ham, der skal afløse fyrede Dennis Kirkegaard som Stram Kurs’ kandidat i Vestjyllands Storkreds.

quote Omstændighederne taget i betragtning er vi meget glade for, at vi kunne finde en fra Aalborg

Rasmus Paludan, partiformand, Stram Kurs

Valget er faldet på 22-årige Emil Normann Munk fra Sulsted nord for Aalborg. Det fortæller partiformanden Rasmus Paludan til TV MIDTVEST.

- Det mest optimale havde selvfølgelig været, hvis vi havde fundet en kandidat, der havde ophav i Vestjyllands Storkreds. Men omstændighederne taget i betragtning er vi meget glade for, at vi kunne finde en fra Aalborg, som kender området, siger Rasmus Paludan.

For den nye kandidat er muligheden for at stille op for Stram Kurs kommet ret hurtigt.

- Det er relativt nyt for mig. Vi har snakket om det i cirka en uges tid. Min far stiller selv op, og vi har snakket sammen om politik. Så det er derfra, interessen er kommet, siger Emil Normann Munk.

 
 
Foto: Emil Normann Munk, privatfoto

Carsten Normann Munk, far til Emil, stiller op for Stram Kurs i Sydjyllands Storkreds.

Primært udlændingepolitikken

Stram Kurs’ nye kandidat kan se frem til en anderledes hverdag, hvis han bliver valgt til folketingsvalget den 5. juni.

- Til daglig er jeg pakkeomdeler. Så det vil være en stor omvæltning at komme i Folketinget, siger Emil Normann Munk.

Men før det, skal han have startet sin valgkamp. Her fortæller han, at han har samme politiske tanker som partiet.

- Det er hele politikken, der tiltaler mig, og det er primært udlændingepolitikken, jeg er enig med dem i, siger han.

Skal møde vælgere fredag

Selv om Emil Normann Munk hverken bor eller kommer fra Vestjyllands Storkreds, så lægger Rasmus Paludan vægt på, at det er bedre, end hvis kandidaten havde stammet fra et sted længere væk.

- Det er trods alt bedre, at han kommer fra Aalborg end fra København, siger partiformanden.

Fredag får Emil Normann Munk mulighed for at møde danskerne for første gang som kandidat for Stram Kurs.

Det sker i Thisted, hvor han skal dele flyers ud sammen med Rasmus Paludan.

Fyrede kandidat efter interview

Stram Kurs’ nye kandidat har fået pladsen, fordi Rasmus Paludan onsdag fyrede partiets tidligere kandidat i Vestjyllands Storkreds, Dennis Kirkegaard, efter et interview med TV MIDTVEST.

Her udtalte Dennis Kirkegaard blandt andet, at udlændingepolitikken skal være stram, men at folk udefra er velkomne, hvis de kan leve efter det danske grundlag, de danske værdier og følge de danske love.

Det var svar som disse, der fik Rasmus Paludan til at fyre kandidaten og gøre plads til Emil Normann Munk.

- De ytringer hænger ikke sammen med vores linje. Vi havde allerede sonderinger i forhold til, at vi var i tvivl om, hvorvidt hans reelle politiske ståsted afveg fra det, han havde fortalt os i begyndelsen. Og nu har jeg fået refereret de direkte ytringer, og det bekræftede vores bekymring om, at hans reelle politiske holdninger ikke svarede til det, han har fortalt os, da han meldte sig til at stille op, fortalte Rasmus Paludan efter fyringen af Dennis Kirkegaard.

Da Paludan fortalte, at partiet onsdag aften ville præsentere en ny kandidat, lagde han vægt på, at den nye kandidat ikke mener, at Danmark er for alle.

Se herunder hele interviewet, som TV MIDTVEST lavede tirsdag med Dennis Kirkegaard.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland