Finne fører fodboldklub frem

Thisted FC's eneste udlænding havde egentlig indstillet sin fodboldkarriere, men nu har Sakari Tukiainen for alvor fået gang i bentøjet.

Humøret er højt for tiden i Thisted FC. Klubben ligger i toppen af 1. division og det er især på grund af klubbens ene udlænding - finnen Sakari Tukiainen. For nogle år siden indstillede han ellers fodboldkarrieren, men nu er han topscorer i den næstbedste fodboldrække.

- Det går godt, og det er fantastisk, lyder det fra den 26-årige finne. 

Siden Sakari Tukiainen kom til Thisted FC i februar har han kæmpet for at få en fod med i spillet. Og nu er han topscorer med syv mål i otte kampe

- Jeg kan vist bare score mål. Men afleveringerne og støtten fra holdkammeraterne har også været rigtig god, siger Sakari, der ellers indstillede karrieren for ti år siden. 

- Han har fundet tillid og så startede han jo med at lykkes i de første kampe, og det har bare givet ham en masse blod på tanden, fortæller cheftræner Bo Thomsen med et smil. 

Den 26-årige finne indstillede ellers karrieren for 10 år siden. 

- Jeg kunne bare ikke lide at spille fodbold mere, konstaterer topscoreren, der som 21-årig fik lysten tilbage igen, og nu for alvor har vist sine kvaliteter på banen, hvor han har scoret syv ud af Thisteds 11 mål i den næstbedste række. 

- Kan vi holde det nul der, så skal Sakari nok lave en enkelt ikke også, lyder det skråsikkert fra cheftræneren.

På søndag skal Thisted FC forsøge at fortsætte sejrsstimen, når de får besøg af HB Køge, der ligger på andenpladsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland