Arbejder og betaler skat: - Hvorfor skal jeg sendes til Somalia?

Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

En somalisk mand arbejder på Idealcombi i Thy. Men på grund af det politiske paradigmeskift skal han sendes hjem. Og det frustrerer både ham og hans arbejdsgiver.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Abdirahman Geelle Jama arbejder hos vinduesproducenten, Idealcombi, i Hurup i den sydlige del af Thy. 

- Jeg synes, det er rigtig godt. Jeg er rigtig glad. Jeg har gode kolleger, siger han til TV MIDTVEST.

Han har været på virksomheden siden maj sidste år. Siden oktober på lige vilkår med alle sine kolleger.

- Han er lige så vellidt som alle andre, vi har ansat her.

Læs også Stor opbakning til udvist somalier: Alle er vilde med Mohamed Ibrahim

- Vi er jo altid glade for medarbejdere, der er dygtige og passer deres arbejde, så der er ikke noget at sætte en finger på. Han passer sit job som alle andre, fortæller økonomidirektør Martin Søgaard.

Alligevel står han til skulle sendes hjem på grund af den afgående regerings paradigmeskift.

Frustrerende

At Idealcombi blandt andre ansatte Abdirahman Geelle Jama, skyldtes, at kommunen bad om hjælp til integration og aktivering af flygtninge.

- Vi har som virksomhed besluttet at tage et socialt ansvar, men det er jo her i dagligdagen, at der skal gøres en forskel med kolleger og leder, som skal give en skalle ud over det sædvanlige for at få det til at fungere, for der er sprogbarrierer og udfordringer, når man skal have det til at virke, og derfor er vi frustrerede, når vi har et godt eksempel på noget, der er lykkes, som så på den måde bliver hevet væk fra os, uddyber Martin Søgaard.

- Det kan godt være, man har lavet et paradigmeskifte, men hvad med dem, der er kommet inden det? Det er lidt som om, at den politiske beslutning også rammer nogen, der er kommet, før beslutningen er truffet.

Læs også Golfbaner giver nye muligheder for bier

Vil overveje at hjælpe i fremtiden

Abdirahman Geelle Jama skal rejse hjem den 21. juni. Han håber, at beslutningen bliver omgjort.

- Jeg håber, at jeg får lov til at blive i Danmark, forklarer han.

Hans arbejdsgiver håber det samme. Samtidig vil Idealcombi overveje at hjælpe med flygtninge i fremtiden.

- Hvis Danmark skal tage flygtninge igen, og man kommer lokalt fra kommunen af og spørger, om vi vil hjælpe, er det noget, der vil kræve en overvejelse eller to mere, om det er noget, vi har lyst til at være en del af igen.

Tilbage står somalieren uforstående.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sendes tilbage til Somalia. Jeg arbejder og betaler skat.

TV MIDTVEST forsøger at få en politisk reaktion til Abdirahman Geelle Jamas sag.

Forsiden lige nu