Elly sørger for mad til alle: - Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden fugle

Hendes hobby betyder alt for hende. Hendes have er derfor fyldt med forskellige fodringsmuligheder til vilde fugle.

Mange danskere har et enkelt foderbræt i haven, men det er langt fra nok for Elly Hansen fra Svankær.

Hver morgen går hun en runde med mad til fuglene i sin have. Der er solsikkefrø både med og uden skaller, der er nødder til mejserne, og der er halve æbler til solsorten.

quote - Jeg sad på køkkenbordet og kastede brødkrummer ud på foderbrættet. Så fik jeg en biologilærer som også interesserede sig for fugle.

Elly Hansen, Svankær

Flere steder i haven er der foderpladser til fuglene. De er placeret så fuglene kan søge i træer og buske, for fodrer man de små fugle i haven, så fodrer man også spurvehøgen, som kommer og tager en skovspurv eller en musvit, når den er sulten.

Foderpladserne er placeret så Elly Hansen kan nyde fuglene inde fra køkkenet

- Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden fugle. Deres sang og deres tilstedeværelse, kunne jeg ikke undvære, siger hun.

Vokset op med fugle

Elly Hansen kommer fra Næstved, og interessen for fugle har hun med sig, helt fra hun var barn.

- Jeg sad på køkkenbordet og kastede brødkrummer ud på foderbrættet. Så fik jeg en biologilærer som også interesserede sig for fugle, fortæller hun.

I 2001 flyttede hun til Thy og byggede sammen med Ivan Hansen hus i Svankær. Efterhånden er hele grunden plantet til og indrettet bedst muligt for fuglene.

Ivan Hansen deler også interessen for fugle. Han hjælper gerne med at bygge fuglekasser, og efterhånden er det blevet til over 100 fuglekasser, der er placeret forskellige steder i haven.

Tager billeder helt tæt på

På det seneste har Elly Hansen etableret et foderbræt til de helt store fugle

- Musvågen lever mest af regnorm. Om vinteren hvor jorden er frosset, kan det være svært at finde regnorm, så de skal også have lidt nemt mad, siger Elly Hansen.

Musvågerne i området har fundet hendes foderbræt, for de kommer forbi næsten hver dag.

Elly Hansen vil også gerne tage billeder af fuglene, derfor har hun sat et fugleskjul hele tæt på foderbrættet, og det er lykkes hende at få nogle rigtig flotte billeder af de store fugle.

Interessen for fugle deler hun med sine fuglevenner, og hun inviterer også til fuglekurser, hvis der er andre, der vil vide mere om fugle.

I haven har Elly Hansen set og hørt 113 forskellige fugle, og i Danmark har hun set 301 fugle.


Seneste nyt

fra Nordjylland