Klitmøller-surfere dominerede DM: - Det er fedt

Man kunne i høj grad tale om hjemmebanefordel, da der i weekenden blev afholdt DM i surf i Klitmøller.

Vesterhavets bølger var gode ud for Vorupør, da årets DM i surf lørdag skulle afgøres.

Og de gode forhold blev udnyttet til fulde af de lokale Klitmøller-surfere, der mildest talt dominerede mesterskabet.

I herrerækken vandt den forsvarende Danmarksmester Oliver Hartkop fra Klitmøller foran klubkammeraten Christoffer Holler og storebroren Chris Hartkopp.

- Sæsonen har været udfordrende, men det er fedt at kunne stå her og have forsvaret mit DM, lød det fra Oliver Hartkop efter sejren ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Surf- og Rafting Forbund.

I junior-gruppen vandt Marius Aagesen foran Sebastian Olander og Rasmus Søgaard – alle tre er fra den lokale surfklub NASA.

Og i longboard-konkurrencen forsvarede Robert Storm Rasmussen fra Klitmøller sin DM-titel.

Hos kvinderne var det Anne Sofie Borregaard fra Hvide Sande, der nu kan kalde sig nykåret danmarksmester.

- Det var fedt at vinde. Det har været en hård konkurrence, og der er kommet rigtig mange nye, dygtige surfere til, så jeg er meget tilfreds med det endelige resultat, lyder det fra Hvide Sande-surferen.

Mesterskabet er arrangeret af Dansk Surf- og Rafting Forbund i samarbejde med HF Cold Hawaii og Thisted Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland