En kvinde bragede torsdag aften ind i et helleanlæg ved Vorupør og rev hul i sin benzintank.
Det var svært at se ordentligt i det kraftige snevejr torsdag aften nær Vorupør.
I hvert fald kørte en uheldig kvinde sin bil ind over skiltene ved et helleanlæg i krydset ved Vorupørvej og Kystvejen omkring klokken 18.15.
- Bilen ville af gode grunde ikke køre længere derefter. Bunden var flået op, og det var gået udover benzintanken, siger indsatsleder hos Nordjyllands Brandvæsen Lars Enevoldsen.
- Det skete lige som sneen faldt kraftigst, påpeger han.
Diesel flød på vejen
Hullet i bilens tank fik brændstoffet til at flyde ud på vejen, og derfor måtte det lokale brandvæsen gøre rent efter udslippet.
- Der var en del diesel, som var løbet ud i sneen. Vi fik det skovlet op og spulet rent igen efter en halv times indsats, forklarer Lars Enevoldsen.
Kvinden slap ifølge indsatslederen fra solo-uheldet uden skrammer.