Museumsejer midt i brand: - Jeg kan ikke beskrive det

Onsdag aften er Manfred Müllers livsværk gået op i røg. Flere unikke og uerstattelige ting er formentlig tilintetgjort af branden, der opstod omkring klokken 16.

Lige nu står ejeren af Danmarks eneste bolsjemuseum samt landets mindste savværk og kigger på, mens 20 brandfolk er i gang med efterslukningen af den bygning, der indeholder et af hans og konens livsværker.

- Vi ved ikke, hvad vi kan redde. Det er lidt trist, og det bekymrer mig. Vi ved ikke i øjeblikket, hvad vi kan. Jeg kan ikke beskrive det. Jeg mangler ord, siger en tydeligt berørt Manfred Müller. 

Onsdag eftermiddag opdagede parret pludselig, at der var røg i en af længerne på deres gård på Hedegårdsvej ved Svankjær i Thy, og de alarmerede brandvæsenet. 

- Allerede da de første lander herude, der er en længe overtændt. Så det eneste vi kunne gøre var at lave udvendig slukning på den, og det er også det, vi er i gang med nu, fortæller indsatsleder i Nordjyllands Beredskab, Thomas Brodersen. 

Sammen med sin kone har Manfred Müller bolsjemuseet Frøken Fines Bonbonmuseum samt Svankjær Lille Savværk. Det er bygningen med savværket, der er nedbrændt. 

- Den fuldstændig nedbrændte del har været udstillingssted til Svankjær Lille Savværk, Danmarks mindste savværk. Der har været papirklip i træ, jeg selv har skåret. Der har også været et unikt stykke, som ikke findes mere, nemlig tryllefløjten i papirklip, fortæller Manfred Müller. 

En anden længe har huset bolsjemuseet, og her er parret lidt usikre på, hvad der kan reddes, men ifølge Manfred Müller var der mange unikke ting, blandt andet en gammel maskine med mellem 100 og 180 år på bagen. 

- Fokus har været på at få reddet den anden længe, hvor alle museumstingene står indeni. Det tror vi, der er lykkedes til dels, men det er klart, at det har fået en masse røg derinde, så hvor slemt det er, det ved vi ikke noget om endnu, siger indsatslederen. 

Efterslukningen vil formentlig vare nogle timer endnu. 


Seneste nyt

fra Nordjylland