Naturfredningsforening kæmper videre: Vil ikke acceptere kommunens beslutning

En ny radiomast sætter sindene i kog på Mors.

Formanden for den lokale naturfredningsforening på Mors er utilfreds.

I går besluttede politikerne i kommunens teknik- og miljøudvalg at give Radio Limfjord lov til at sætte en ny mast op på Salgjerhøj, der er Mors’ højeste punkt.

Men selvom kampen umiddelbart virker til at være tabt, så giver Danmarks Naturfredningsforening på Mors ikke op.

- Det vi gør, det er, at vi klager over det. Vi accepterer ikke, at kommunen har truffet den beslutning, siger formanden for Danmarks Naturfredningsforening Morsø, Mette Jensen.

Der er i forvejen en mast på højen. Den står i et gammelt luftmeldetårn, men planen er nu, at det gamle tårn skal pilles ned og erstattes af en ny sendemast, da den gamle ikke længere kan bruges.

Fredet natur

Salgjerhøj er fredet natur, men Fredningsrådet har allerede givet grønt lyst til en ny mast.

Nu er der så alligevel en klage på vej til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det overrasker ikke den lokale udvalgsformand.

- Stort set alt hvad vi gerne vil får en indsigelse. Så det havde vi også forventet, at de ville komme med her, siger formanden for miljø- og teknikudvalget, Meiner Nørgaard.

- Jeg kan ikke rigtig forstå deres begrundelse for det, nu hvor der har været noget forhen, tilføjer han.

Den holdning har man kun hovedrysten til overs for ved Danmarks Naturfredningsforening.

- Vi har jo sagt meget tydeligt inden mødet, hvad vi mente om den her sag, siger Mette Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland