Omklædningsrum i flammer - Politiet undersøger omstændighederne

Politiet kan ikke afvise, at den brand, der i morges opstod i en stadionbygning i Thisted, er blevet påsat.

Et omklædningsrum på det gamle fodboldstadion i Thisted stod i de tidlige morgentimer i brand. Årsagen er endnu uvist, men politiet skal nu i gang med at lave tekniske undersøgelser, der skal klarlægge, om branden er påsat eller ej.

quote Var der gået 10 minutter længere, så ville hele huset være gået op i brand.

Kenneth Rosenkrantz, Indsatsleder, Nordjyllands Beredskab

- Lige nu har vi afspærret området for, at vi kan foretage tekniske undersøgelser engang i næste uge. Vi kan ikke afvise, at branden har været påsat, ellers ville vi ikke have spærret af. Man kan kun gisne om, hvad årsagen til det skulle være, fortæller Ralf Høgedal, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Syv brandfolk og en patruljebil ankom omkring klokken fem på Landlyst Allé i Thisted. Her blev de mødt af flammer, der stod et par meter over den 50 kvadratmeter stor bygning, som huser to omklædningsrum.

Branden havde fået fat i gavlen og var tæt på at få fat i bygningens tag. 

- Det var godt, vi nåede at ankomme før flammerne fik fat i taget. Var der gået 10 minutter længere, så ville hele huset være gået op i brand, fortæller Kenneth Rosenkrantz, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.

Det gamle fodboldstadion i Thisted ligger inde midt i et villakvarter.


Seneste nyt

fra Nordjylland