På trods af forbud: Mand brændte haveaffald af

Selv om der er kommet regn nogle steder i weekenden, så gælder afbrændingsforbuddet stadig. Alligevel har politiet uddelt et par bøder i weekenden

I weekenden har der været flere overtrædelser af afbrændingsforbuddet, som stadig gælder - også selv om der kommer en byge eller to.

I Karby på Mors brændte en mand haveaffald af i sin have søndag eftermiddag. Det blev anmeldt til politiet, som tog ud og snakkede med ham.

- Han er ikke sigtet endnu, men når han bliver det, får han en bøde på 5000 kroner, siger Jørgen Jensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.

Hvad er et afbrændingsforbud?

For at forebygge brand i perioder med tørke kan de enkelte kommuner (normalt brandvæsenet) indføre afbrændingsforbud. Det bidrager blandt andet til at forebygge naturbrande, som let kan opstå, hvis naturen er tør.

Også ved Silkeborg blev afbrændingsforbuddet overtrådt. I Fårvang tændte en 29-årig mand op i en gasgrill lørdag først på aftenen, og det må man sådan set godt, bare det er på fast underlag.

- Gasgrillen blev tændt på en tørgræsplæne, og det er altså ikke det rigtige sted, så det endte med at blive en dyr aftensmad, siger John Toft, politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.

Selv om der er kommet regn flere steder i landet den seneste halvanden uge, er naturen stadig knastør. Der er afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner, og man skal stadig være forsigtig.

- Vandet fordamper eller siver lynhurtigt ned i jorden, så brandrisikoen er stadig høj. Så tjek det lokale afbrændingsforbud og følg et par simple råd, så vi undgår for mange brande fremadrettet, oplyser forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard på Twitter.

Afbrændingsforbuddet gælder, ind til man får andet at vide.

Det må du ikke

Det kan variere lidt fra kommune til kommune, hvad man helt præcist må, men det følgende må du ikke de fleste steder i landsdelen:
  • Haveaffald
  • Halm, halmstakke og lignende, der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
  • Affald fra skovbrug
  • Siv og rør – herunder rørskove og enge, lyng, hede og mosetørv
  • Alle slags bål – herunder bålfade
  • Brug af kulgrill alle steder
  • Brug af gasgrill på offentlige naturområder
  • Enhver brug af ukrudtsbrænder
     
Almindelig forsigtighed:
  • Parker aldrig bilen i højt græs (katalysatoren kan antænde det)
  • Smid aldrig cigaretskodder fra dig i naturen
  • Efterlad aldrig flasker - det kan virke som brændglas og antænde en brand
  • Smid aldrig aske i naturen. Det kan indheolde gløder meget længe efter brug
     
Kilde: Brand & Redning MidtVest

Seneste nyt

fra Nordjylland