Pape vil lade butikker dele overvågningsbilleder internt

Justitsministeren arbejder på et lovforslag, så butiksejere kan sende billeder til et lukket netværk.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (C) vil nu gøre det lovligt for erhvervsdrivende i visse tilfælde at dele overvågningsbilleder af kriminelle i et internt, lukket netværk.

Ministeren skriver i sit nye udspil om politiets møde med borgerne, at han i folketingssamlingen 2017/2018 vil fremsætte et nyt lovforslag, der skal give erhvervsdrivende lov til at dele billederne "med hinanden i begrænset omfang i et sikkert it-system for at forhindre ny kriminalitet".

Dermed opfylder han et stort ønske fra flere midt- og vestjyske butiksejere, der har efterlyst bedre muligheder for at kunne bruge overvågningsbilleder af butikstyve. 

I dag er det kun politiet, der må dele overvågningsbilleder af kriminelle, men flere handlende har i frustration valgt at bryde loven og selv offentliggøre billederne.

Meny-købmanden i Vildbjerg, Poul Hansen, er en af dem. Han har i TV MIDTVEST efterlyst muligheden for, at handlende kan dele billederne i et lukket netværk, og han glæder sig over ministerens udspil.

- Det lyder virkelig godt og kan kun gå for langsomt, siger han til TV MIDTVEST. 

Justitsministeren oplyser i øvrigt også, at der er ændringer på vej i den måde, som politiet bruger overvågningsbilleder på.

Inden årets udgang kommer der en ny side på www.politi.dk, hvor politiet samler overvågningsbillederne.

DET STÅR DER I SØREN PAPES UDSPIL

"Der arbejdes med en model, som vil tillade deling af overvågningsbilleder af formodede gerningsmænd mellem bl.a. butikskæder eller butikker, som er organiseret på et særligt område eller i et særligt regi. En sådan deling kan ske på en række nærmere betingelser, f.eks. at der skal indhentes en tilladelse fra Datatilsynet, at der er tale om tyveri, dankortsvindel mv. over en vis beløbsgrænse (f.eks. 1.000 kr.) eller røveri, og at det strafbare forhold er anmeldt til politiet".

Seneste nyt

fra Nordjylland