Politiet opfordrer knivrøver til at melde sig: Vi ved hvem du er

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En mand forlangte at få udleveret dagens omsætning hos købmand i Nykøbing - men stak af uden udbytte.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Havnekøbmanden på Fjordgade i Nykøbing fik tirsdag aften klokken 20.10 besøg af en mand, der truede købmanden med en kniv og forlangte at få udleveret dagens omsætning.

Købmanden tog imidlertid situationen med ro og svarede, at han ingen penge havde. Og da købmanden samtidig tabte et nøglebundt, skyndte manden sig at samle bundtet op og forsvandt herefter ud af butikken - uden nogen form for udbytte, hvis man altså ser bort fra nøglebundtet.

- Vi har i aftes ledt efter røveren, desværre uden at finde ham. Men efter at have studeret overvågningsvideoen er vi ret sikre på, at vi ved, hvem han er. Vores opfordring er derfor, at han melder sig selv. Han kan lige så godt få det overstået, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Hvis nogen skulle have oplysninger om røveren, vil politiet gerne have et tip på telefon 114.

Røveren var slank, sorthåret og omkring 190 centimeter. Han havde en rød jakke og mørke joggingbukser på og medbragte en sportstaske.

Forsiden lige nu