Gasudslip i Nykøbing: Bankohal blev evakueret - naboer skulle holde sig indendøre

Gasudslippet er sket omkring 20 meter nord for krydset mellem Soltoften og Ringvejen.

OPDATERET KLOKKEN 06:07

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at al fare er drevet over i Nykøbing. Den sidste gas er sevet ud af ledningen, så beredskabet pakker nu sammen og ophæver afspærringen i området.   Midt- og Vestjyllands Politi skriver på Twitter, at i alt 122 personer er blevet evakueret i forbindelse med gasudslippet.

Der er sket et gasudslip i Nykøbing Mors på Ringvej  55. Det oplyser Nordjyllands Beredskab.

Gassen strømmer ud fra en gasledning, og politiet oplyser om et fareområde på 300 meter.

Der arbejdes derfor på at afspærre området, da der på grund af gasudslippet er fare for sprængning. Politiet opfordrer derfor alle i området til at holde sig inden døre, lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.

"Raket" skyld i udslip

Gasudslippet er sket i forbindelse med underboring. Her har man skudt en "raket" af, der har ramt gasledningen. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Nu arbejdes der på at få lukket for gassen. Der oplyses om en tidshorisont på omkring 15 minutter fra klokken 22.12 før forventet lukning af gas på ledningen.

 
 
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Bankohal evakueret

Vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til TV MIDTVEST, at de har evakueret en nærliggende bankohal i forbindelse med gasudslippet.

Der er også evakueret en enkelt husstand.

I første omgang blev det meldt ud, at 82 personer var evakueret. Det tal er siden blevet rettet til 122 personer, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter. To borgere er lægetilset, og en af dem er kørt til Thisted sygehus til observation.

Ekstra mandsskab er tilkaldt til stedet, i form af politi, brandfolk, sundhedsberedskab og folk fra gasselskabet, der skal assistere, oplyser Nordjyllands Beredskab.

Fareområdet og afspærringen er ophævet omkring midnat. Det oplyser politiet på Twitter.

 
 
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

 


Seneste nyt

fra Nordjylland