Skud og brag i Hanstholm: Verdenskrig levendegøres

I Hanstholm buldrede og bragede det, mens der blev afholdt Anden Verdenskrigs-træf, hvor historien blev gjort levende. Og der er stadig meget at lære af den.

Anden verdenskrig sluttede som bekendt i 1945, men i Hanstholm er de endnu ikke helt færdige med krigen.

I disse dage går både tyske, engelske og amerikanske soldater rundt i landskabet omkring bunkermuseet, hvor lugten af krudtrøg og benzin hænger i luften.

Her kan man blandt andet møde et tysk halvbælte-køretøj, som var en del af den 233. reservepanserdivision. Køretøjet kom dog aldrig i kamp. I stedet fjernede det miner ved vestkysten i årene efter krigen.

quote Mange siger, vi går meget op i krig. Det er ikke det.

Brian Brix Christiansen, Besættelsestidshistorisk Selskab, Thy og Vester Hanherred

- Der var oprindeligt 23 tilbage i Danmark. Fem-seks stykker kom til det, der var minerydningen bagefter. Som en del af kapitulationen blev de jo bedt om at rydde minefelterne, fortæller Jens Henning Jensen, der er formand for Gillelejegruppen. 

Der er masser af drama, når Anden Verdenskrig levendegøres i Hanstholm.
Der er masser af drama, når Anden Verdenskrig levendegøres i Hanstholm.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Køretøjet er i weekenden en del af Anden Verdenskrigstræffet, som bliver holdt hvert andet år i Hanstholm.

- Det skal jo på en eller anden måde give en totaloplevelse. Folk kan gå hen og spørge, hvad er det for noget tøj? Hvordan fungerer dit gevær og den slags? De kan få meget dybe forklaringer om motoren, siger Jens Henning Jensen.

Arrangementet handler om at genfortælle historien

- Mange siger, vi går meget op i krig. Det er ikke det - det er historien bag - det er ikke kun skydning og brag og bang, fortæller Brian Brix Christiansen fra Besættelsestidshistorisk Selskab, Thy og Vester Hanherred.

Der er omkring 100 mennesker, som bidrager til levendegørelsen af Anden Verdenskrig i weekenden. 

Hvert andet år genopføres slag fra anden verdenskrig i Hanstholm.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland