Strid om minkfarm fortsætter: - Jeg synes, sagen begynder at lugte

En indsigelse har fået sagen om en minkfarm på Mors til at trække ud. Venstre afviser anklager om, at det skulle være en bevidst handling.

Byggeriet af en stor minkfarm skaber røre på Mors, og nu trækker den endelige beslutning ud.

Minkfarmen skal have plads til 3000 minktæver, og den skal ligge i et område, som kommunen har udpeget som særligt sårbart overfor markante ændringer i landskabet.

Der er meget, der tyder på, at minkfarmen bliver en realitet. For nylig endte en afstemning i teknik og miljøudvalget på Mors med tre stemmer for og tre imod, mens et enkelt medlem undlod at stemme.

Derfor skulle kommunalbestyrelsen i denne uge have givet enten grønt eller rødt lys for byggeriet, men i sidste øjeblik kom landmanden, der gerne vil bygge, med en indsigelse. Det betyder, at afgørelsen bliver skubbet om på den anden side af årsskiftet.

Det skaber utilfredshed hos Socialdemokraterne i Morsø Kommune.

- Jeg synes, at sådan som sagen er skredet frem, så begynder den at lugte mere og mere, som den ikke skal, siger Jakob Kortbæk, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Morsø Kommune, og tilføjer:

- Der er stor forskel på, om beslutningen var blevet truffet i mandags, eller om den bliver truffet efter nytår på grund af det flertal, der er. Det er meget belejligt.

Har ikke brudt loven

Venstre blev ved kommunalvalget den 21. november de store sejrherrer på Mors.

Ifølge flere eksperter i forvaltningsret bryder de ikke loven i sagen om minkfarmen, og nu står partiet med muligheden for selv at få tilladelsen igennem.

- Jeg kan kun håbe på, at den kommer igennem med den nye kommunalbestyrelse. Det satser jeg på, at den gør. Og jeg har også den forventning, at det ville den have gjort ved den gamle. Så hvad man har haft af bekymringer og spekulationer, det tror jeg ikke, jeg vil forholde mig til, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Byggeriet støttes af Dansk Folkeparti, og de erkender, at det har været et uskønt forløb.

- Det kan man måske godt sige. Der er måske også folk, der vil synes, at det er en mærkelig måde at gøre tingene på. Men vi er også nødt til at følge loven her på Mors, fortæller Dansk Folkepartis Meiner Nørgaard, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget.

Udsigten kan hurtigt ændre sig, hvis der kommer en ny minkfarm her på Mors.
Udsigten kan hurtigt ændre sig, hvis der kommer en ny minkfarm her på Mors.
Foto: Henrik Birkbak, TV MIDTVEST

Ukendt indsigelse

Hvad indsigelsen fra landmanden indeholder er stadig uklart, men det har ingen betydning for, hvorvidt sagen skal udskydes.

- Jeg vil håbe, at han kommer med nogle gode argumenter fra hans side, men i princippet kan han komme med en opskrift på et par pebernødder, og så vil det være fint nok, og så får han den godkendelse, siger Jakob Kortbæk.

Det tror Meiner Nørgaard dog ikke bliver et problem.

- Så dårlig en tiltro til mennesker har jeg ikke. Det vil jeg lade Jakob Kortbæk om at have. Ansøgeren bruger den ret, man har i henhold til loven, og så regner jeg med, at der selvfølgelig kommer en udtalelse, siger han.

Ansøgeren har fået en frist til den 3. januar til at komme med en udtalelse. 


Seneste nyt

fra Nordjylland