Tican-tillidsmand: Vi kan ikke leve med det her

Foto: TVMidtVest

I samarbejde med TV MIDTVEST

Peter Uno Andersen råber på politisk handling i forhold til overenskomstforhandlingerne. Hvis ikke det sker, kan det føre til opsigelser.

Slagteriarbejderne i Thisted skulle ikke bruge meget betænkningstid på at nedlægge arbejdet, da den nye overenskomst faldt på plads. På slagteriet i Thisted stemte medarbejderne klart nej til den nye aftale, men det var ikke nok til at slå ja-vælgerne.

Mange erhverv er med i fagforeningernes hovedorganisation, LO, og derfor spænder arbejdsforholdene bredt.

- Problemet er, at vi bliver sat sammen med resten af LO-familien. Når man så ikke kan indgå et selvstændigt forlig, burde man have mulighed for at stemme for sig selv. Vi er rigtig mange grupper, og derfor er det ikke de samme forhold, vi har at stemme om. Vi stemmer om æbler og pærer – forskellen er enorm, siger fællestillidsmand på Tican, Peter Uno Andersen.

Læs også Båndene står stille: Tican og Danish Crown er lammet af strejke

På svineslagteriet har man efterfølgende lavet en lokalaftale, der erkender, at man ikke vil bruge den netop indgåede overenskomst. Og det er faktisk tredje gang slagteriet har stemt nej til en ny overenskomst – uden held.

- Vores politkkere på Christiansborg skal vågne op, for der er noget galt i Danmark. Vi er nødt til at kigge på forligsmandsloven, og det er dem, der skal gøre det, så parterne kan blive enige. Vi kan ikke leve med igen at skulle stå i den her sitiuation. Mine kollegaer vil overveje deres job, hvis situationen fortsætter, siger Peter Uno Andersen. 

Læs også Slagteriarbejdere blev påduttet overenskomst mod deres vilje

Flere nyheder fra TV2 Nord