Tillidsmand samler underskrifter: Lad Mohamed blive

- Vi vil kæmpe røven ud af bukserne for at hjælpe vores kollega, siger tillidsmanden på Tican.

Tillidsmanden på slagteriet Tican i Thisted, Peter Uno Andersen, har onsdag eftermiddag startet en underskriftsindsamling til fordel for den somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim, der står til at blive vist ud af Danmark.

quote Mohamed er en god kollega og medarbejder, som vi ønsker at beholde i Thisted.

Peter Uno Andersen, tillidsmand

- Mohamed er en god kollega og medarbejder, som vi ønsker at beholde i Thisted. Med denne underskriftsindsamling håber jeg at kunne råbe nogle af vores politikere op og gøre dem opmærksom på, at man her er ved at begå en kæmpe fejl, siger Peter Uno Andersen til tvmidtvest.dk. 

Den 23-årige somalier kom til Danmark som flygtning i 2013. Han fik en opholdstilladelse, som egentlig skulle gælde til 2019, men i december gav Udlændingestyrelsen ham besked på, at tilladelsen er inddraget.

Utryg ved myndighedernes afgørelse

Peter Uno Andersen betegner Mohamed Ibrahim som en sympatisk og dygtig kollega, der fra dag et har arbejdet for at blive en del af virksomheden og det danske samfund.

- Om nogle år kommer vi til at mangle arbejdskraft i Danmark, og hvorfor skal man så smide dem, der virkelig har lyst og evne til at bidrage til vores samfund, ud. Det giver ingen mening, og vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe Mohamed. Vi vil kæmpe røven ud af bukserne. Det her er ikke i orden. 

- Men man kan også spørge, hvorfor I skal blande jer i de beslutninger, som de relevante myndigheder har truffet i denne sag?

- Når jeg hører om Mohameds oplevelser, er jeg ikke tryg ved de afgørelser. Jeg mener, at han er lige så meget i fare i Somalia nu, som da han forlod landet, siger Peter Uno Andersen.

- Det vælter ind med underskrifter

Underskriftsindsamlingen kører online, og tillidsmanden er meget tilfreds med interessen.

- Det vælter ind med underskrifter, siger han.

Mohamed Ibrahim har anket Udlændingestyrelsens afgørelse, og indtil sagen bliver endeligt afgjort, arbejder han videre på slagteriet i Thisted. 

Slagterikolleger kæmper mod en udvisning.

Seneste nyt

fra Nordjylland