11. år med løb på Mors: Vi løber længere og længere

Det er ikke længere de korte løbedistancer, der er de mest populære ved Pinen og Plagen motionsløbet på Mors.

341 løbere stillede søndag til start i Pinen og Plagen løbet på Mors. Det er 11. gang, at løbet løber af stablen, og arrangørerne har gennem årene set, hvordan flere og flere vælger at løbe de længere distancer.

quote 10-kilometer, halvmarathon og marathon er der, man rammer de fleste løbere.

Jan Søndergaard, Formand, Pinen og Plagen løbet

Én af dem, der for første gang skulle ud og prøve kræfter med halvmarathon-distancen på omkring 21 kilometer, var Rasmus Ustrup fra Nykøbing. 

- Jamen dum, som jeg er, tager jeg en halvmarathon. Det skyldes kollektivt gruppepres og en for høj promille en aften i byen, men det lyder på den anden side heller ikke så godt at sige, man har løbet mindre. Nu tager vi en halvmarathon den her gang, og så tager vi en marathon næste gang, fortæller Rasmus Ustrup.

Otte forskellige distancer

Ideen til Pinen og Plagen løbet startede for 12 år siden. Løbet starter og slutter ved Sallingsund Færgekro og tager blandt andet løberne en tur over Sallingsundbroen. I dag er der otte forskellige distancer, man kan stille op i, men sådan har det ikke altid været.

- Det var sådan i starten, at en distance på fem kilometer var et langt løb. Dem lavede vi rigtig mange af, og så udviklede det sig til en 10-kilometer og et halvmarathon. I dag har vi både marathon og et 160 kilometers løb, så det udvikler sig hele tiden, fortæller Jan Søndergaard, der er formand for Pinen og Plagen løbet.

I år er der 80 tilmeldte løbere på halvmarathon, som gør den til den mest populære distance. Generelt oplever løbet, hvordan flere og flere vælger de længere distancer til.

- Det er klart, at det er en lille gruppe, der løber 160 kilometer, men den bliver større og større. 10-kilometer, halvmarathon og marathon er der, man rammer de fleste løbere, fortæller Jan Søndergaard.

Af de 80 halvmarathon-løbere var Lars Henrik Therkildsen fra Nykøbing iblandt. Han fortæller, hvordan løb generelt bliver mere og mere populært på Mors.

- Man skal udfordre sig selv. Pinen og Plagen gør et kæmpe stykke arbejde med løbet, og rigtig mange bliver bidt af at løbe, så jeg tror helt sikkert, det er derfor, at flere og flere løber langt, fortæller Lars Henrik Therkildsen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland