Vindmøllerne på testcenteret i Østerild har vokseværk

Sådan kommer Siemens Gamesas nye 10MW havvindmølle til at se ud. En af møllerne er ved at blive sat op på testcenteret i Østerild. Foto: Siemens Gamesa Renewable Energy

Efter udvidelse af testcenteret i Østerild stiller Siemens Gamesa nu den hidtil største mølle op. Vingerne er lige så lange som en fodboldbane.

I samarbejde med TV MIDTVEST

Siemens Gamesa er lige nu i gang med at sætte en ny vindmølle op på testcenteret i Østerild. Det er den største til dato, og den får vinger, der hver er 94 meter lange.

En vinge bliver dermed næsten lige så langt som en fodboldbane. Den nye mølle skal testes på en af testcenterets to nye teststande og er en 10 MW havvindmølle. Afstanden fra vingespids til vingespids bliver på 194 meter. Indtil nu har den største mølle i Østerild haft samlet vingespænd på 167 meter.

- Årsproduktionen fra en 10 MW-mølle svarer til elforbruget for 10.000 husstande, oplyser Frederikke Tømmergaard, der er kommunikationschef hos Siemens Gamesa.

Det er 30 procent mere, end elproduktionen fra den 8 MW-havvindmølle, der hidtil har været den største i Østerild.

Møllerne kan blive endnu større i Østerild

I 2019 er der kommet to nye teststande til i Østerild, og det betyder, at der nu kan testes havvindmøller på op til 330 meter. Før var den maksimale højde 250 meter. På den ene af de to nye testpladser skal Siemens Gamesas 10 MW-mølle stå, mens der på den anden plads skal testes en mølle fra Envision Energy.

Planen er, at den nye mølle fra Siemens Gamesa er færdigopstillet og klar til at køre test i slutningen af året.

Der er i alt plads til at teste ni vindmøller i Østerild.

Forsiden lige nu