Voldsom ulykke i Thisted Lufthavn: Chauffør afgået ved døden

Der gik ild i både bil og bygning, da en person kørte ind i Thisted Lufthavn torsdag aften. Chauffør i bil er afgået ved døden.

Thisted Lufthavn stod torsdag aften i flammer, efter en personbil omkring klokken 21.00 kørte ind i bygningen.

Politi, redningsberedsskab og Beredsskabsstyrelsen var hurtigt til stede for at slukke branden. 

Politiet oplyser fredag morgen til TV MIDTVEST, at ejeren af bilen er en 26-årig mand fra lokalområdet. Lige nu har myndighederne ingen grund til at tro, at der skulle have siddet en anden person bag rattet, da ulykken fandt sted. 

Det er lige nu uklart, hvad årsagen til ulykken er, men der kan være tale om et selvmord. 

- Vi har en formodning om, hvem der har siddet i bilen. Vedkommende er desværre afgået ved døden. Vi skal have undersøgt både bilen og bygningen, så vi kan få klarlagt, hvad der præcist er sket, siger Ole Vanghøj, indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har været i kontakt med familien til den dræbte.

Kørte ind i et fyrrum

Den voldsomme brand opstod ifølge indsatslederen hos Nordjyllands Beredskab, fordi bilen kørte ind i en brandfarlig del af bygningen.

- Han har ramt et fyrrum. Det er nok det folk vil kalde det i dagligdagen. Det er et teknikrum, hvor der er er en fjernvarmecentral, og der er noget strøm og forskellige andre ting, som egentlig styrer bygningen. Det gør også, at bygningen er stort set uden strøm, forklarer Lars Enevoldsen, der er indsatsleder hos Nordjyllands Beredskab.

- Med de skader bygningen har, så er det min bedste vurdering, at han er død ved sammenstødet. Bygningen er revnet. Tagplader er simpelthen blevet slået ned af loftet derinde, og væggen er skæv, lyder det.

Lufthavnsbygning var i fare for at styrte sammen

Lufthavnsbygningen var så medtaget, at beredskabsstyrelsen måtte afstive den af sikkerhedsmæssige årsager, så den ikke skulle falde yderligere sammen under oprydningsarbejdet.

Politiet skal i løbet af fredag foretage tekniske undersøgelser af ulykkesstedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland