Aalborg-professor bliver rektor for Designskolen Kolding

Lene Tanggaard er en af Danmarks førende eksperter i kreativitet. Fra årsskiftet skal hun lede Designskolen Kolding.

Der bliver lyttet, når 46-årige Lene Tanggaard taler om læring og kreative processer. For Designskolen Koldings nye rektor har et cv der taler for sig selv:

Mere end 200 videnskabelige artikler

Et hav af bøger, debatindlæg og interviews

En række bestyrelses- og rådsposter

Yngste, danske kvindelige professor nogensinde (udnævnt som 34-årig i 2008)

Fra 1. januar 2020 overtager hun ledelsen af Designskolen Kolding efter Elsebeth Gerner Nielsen, der har siddet på posten i 12 år.

Kreativ og innovativ professor med ledererfaring

Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og kommer fra en stilling som viceinstitutleder ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Siden hun blev uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet i 2000, har hun primært forsket i kreativitet, læring og innovation.

I 2008 blev hun som 34-årig udnævnt som professor - som den yngste danske kvinde nogensinde.

I sin forskning har hun blandt andet undersøgt psykologiske fænomeners opståen, udviklet nye, kreative undervisningsforsøg, analyseret initiativer i uddannelsessystemet og anderledes organisations- og ledelsestilgange i dansk industri.

Stærk formidler og årets forfatter

Designskolens nye rektor har erfaring med at kommunikere videnskab i øjenhøjde. Det vidner en lang række bøger om kreativ, og flere priser, om:

Bestselleren ”I bad med Picasso – sådan bliver du mere kreativ” med iværksætter Christian Stadil

Årets forfatter ved Aalborg Universitetsforlag i 2009

Nordjysk Universitetsfonds Innovationspris i 2012

Gyldendals Formidlingspris i 2015 med Svend Brinkmann

- Med sine kommunikative evner, sin viden om kreativitet og innovative processer, sin evne og optagethed af at spotte og udvikle talentet og ikke mindst sit indgående kendskab til uddannelse og forskning er Lene Tanggaard den helt rigtige til at sætte retning for Designskolen Kolding, siger Merete Due Paarup.

Lene Tanggaard begynder på Designskolen Kolding den 1. november 2019, og overtager endeligt rektorposten ved årsskiftet.


Seneste nyt

fra Nordjylland