Vil lukke gyde: - Folk bliver slået ned og bruger gyden som toilet

En gyde i Bispensgade i Aalborg er ifølge en bygningsejer genstand for narkohandel og dårlig opførsel. Han vil nu have lukket af for gyden om natten.

I 25 år har Finn Jensen ejet en bygning på et hjørne af Bispensgade. Og i 25 år har der – ifølge Finn Jensen – været problemer med fulde mennesker, som hver weekend urinerer, begår vold og handler narko i en gyde ved siden af bygningen på Bispensgade.

For at sikre et trygt natteliv foreslog Nordjyllands Politi i foråret 2016 blandt andet at lukke af for gyden om natten. Det bekræfter lederen af politiets Uropatrulje. Det forslag faldt i god jord ved bygningsejer Finn Jensen.

- Jeg er interesseret i, at der er gode forhold for turisterne og beboerne her. Folk bliver slået ned og bruger gyden som toilet. Jeg har lejere, som ikke tør gå her om aftenen og om natten, så det er da en væsentlig årsag til at vi skal have etableret en spærring her, siger han.

Siden forslaget kom i foråret sidste år har Finn Jensen været i dialog med Aalborg Kommune for at gennemføre en lukning af gyden. Noget, der vil koste omkring 300.000 kroner, og som Finn Jensen håber kan blive finansieret af grundejerne og kommunen i fællesskab. Men sagen trækker i langdrag – og gyden står fortsat åben om natten.

- Det har været møde efter møde, og jeg har måttet tvinge to rådmænd til at mødes her i gyden, og det kom der ikke noget ud af, siger Finn Jensen.

Aalborg Kommune oplyser til TV2 Nord, at man stadig er i en proces, hvor man vurderer, om kommunen skal være med til at finansiere en lukning af gyden. Indtil videre har en anden bygningsejer i området tilbudt at sætte belysning op.


Seneste nyt

fra Nordjylland