Pas og kørekort koster kommuner dyrt

Nordjyske kommuner har afsat alt for få resurser til at udstede pas og kørekort

De nordjyske kommuner bruger langt mere tid på at lave pas og kørekort end forventet.

Og det koster penge i de i forvejen pressede kommuner.

I dag behandler økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune en ansøgning om en tillægsbevilling på 780.000 kroner til yderligere personale.

- Det skyldes, at belastningen har været langt større end forudset, siger direktør Jørgen Basballe, Mariagerfjord Kommune.

- Vi har kunnet klare det ind til nu, men i ferietiden stiger belastningen, og så får vi et problem, hvis vi skal give en ordentlig service.

Indenrigsministeriet mente i første omgang, at Mariagerfjord Kommune kunne klare opgaven for 300.000 kroner. Med tillægsbevillingen nærmer udgiften sig to millioner kroner.

Også mange af de øvrige kommuner har problemer. Da borgerservice åbnede 1. januar, havde Aalborg for eksempel sat fire mand af til at lave pas og kørekort - i dag er der ni ansatte på opgaven.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Indenrigsministeriet i dag. Til gengæld siger Kommunernes Landsforening, at den følger udviklingen nøje.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord