Pas på din pinkode og mobil

Foto: Per Frank Paulsen

En stigning i tyverier af mobiltelefoner og afluring af pinkoder får Nordjyllands Politi til at advare.

Nordjyllands Politi har i Jomfru Ane Gade i Aalborg oplevet en stigning i tyverier af mobiltelefoner og afluring af pinkoder. Inden for to måneder, har de registreret cirka 65 tyverier, der minder om hinanden.

Det er gadens gæster og typisk unge kvinder, der får stjålet enten deres mobiltelefon eller deres dankort.

- Forinden er deres pinkode blevet afluret, mens de har benyttet deres kort på et værtshus, og bagefter bliver hævekortet misbrugt for mellem 2.000 og 10.000 kroner, siger politikommissær Henrik Staal fra Nordjyllands Politi.

Politikommissæren oplyser, at de forurettede flere gange har observeret østeuropæere, mens tyverierne er sket, og det får Nordjyllands Politi til at tro, at det kan være den samme gerningsmand, der er på spil.

Henrik Staal opfordrer gadens gæster til at passe på deres ting - især pinkoden til dankortet.

- Gør det til en vane at dække for koden, mens man taster den ind, så husker man det også, når man står i en bar og skal gøre det, siger han.

Flere nyheder fra TV2 Nord