Pas på i trafikken: Vejene er spejlglatte mange steder

Arkivfoto Foto: Jesper Christiansen (Arkiv)

Pas på og kør meget forsigtigt mandag morgen - der kan være meget glat.

Mange steder i Danmark er der faldet nedbør, som er frosset til is med det samme, og det skaber farlige situationer på vejene.

Sådan lyder advarslen fra Vejdirektoratet.

- Det er rigtigt glat derude, og vi har haft saltvogne ude og salte i hele landet på de større statsveje, fortæller Anders Bach Sørensen, som er vagthavende i Vejdirektoratets Trafikinformationscenter.

Der køres med sneplove i det nordjyske for at fjerne fygesne, der ryger ind over vejen, lyder det.

E39 Hirtshalsmotorvejen var tidligere på morgenen spærret i retning mod Hirtshals mellem Brønderslev S og Brønderslev C på grund af uheld. Et spor er nu farbart på strækningen.

- Man skal alle steder i landet være meget påpasselig og køre efter forholdene. Og køre forsigtigt og stille og roligt, siger Anders Bach Sørensen.

Der har ikke været nogle større uheld på vejene i løbet af natten til mandag, oplyser politiet.

Også DSB har været ude med sneplovene i Nordjylland. Det er første gang denne vinter, at det har været nødvendigt, fortæller trafikinformationschef Tony Bispeskov.

På trods af sneen kører togene mandag morgen til tiden.

- Vi forventer, at vi i Nordjylland kan få nogle udfordringer. Vi råder vores kunder til at gå ind på dsb.dk, for der kan opstå aflysninger på en dag som i dag, siger trafikinformationschefen.

Hvis snedyngerne skulle komme i vejen for togene i Nordjylland, har DSB forberedt en nødplan.

- Vi kører jo på tværs af landet, så hvis det skulle blive nødvendigt, har vi en plan B, der isolerer forsinkelserne til området ved at aflyse nogle tog og vende nogle tog, siger han.

/ritzau/