Pas på, når du finder ukrudtsbrænderen frem

Da en mand fra Aalborg mandag formiddag ville fjerne ukrudt, udviklede det så store mængder røg, at politi og brandvæsen blev tilkaldt.

Mandag formiddag var en mand ved at fjerne ukrudt omkring sit træhus på Fredrik Bajers vej i Aalborg. Havearbejdet udviklede store mængder røg, og en forbipasserende måtte ringe 112 i frygt for, at der var opstået brand.

Politi og brandvæsen ankom hurtigt til stedet, men kunne heldigvis konstatere, at den store røgudvikling ikke kom fra en brand.

- Det var heldigvis ikke så slemt, som vi havde frygtet. Men det kunne være gået meget værre, så derfor opfordrer vi til, at man er meget forsigtig, når man finder ukrudtsbrænderen frem, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Per Jørgensen.

Der var ingen tilskadekomne og heller ikke nogen skader på bygningen.


Seneste nyt

fra Nordjylland