Pas på skimmelsvamp efter skybrud

Én ulykke kommer sjældent alene. Derfor skal man være opmærksom på risikoen for skimmelsvamp og bakterie-angreb, hvis man har haft oversvømmelse.

Hvis man har været ramt af kraftig regn eller skybrud med oversvømmede kældre eller stueetager, skal man være omhyggelig med at rydde op efter vandmasserne. Det er ikke nok at få det synlige vand væk og så lade bygningen tørre. Det er også vigtigt at sikre mod de skjulte følgeskader.

- Det er meget nærliggende at tro, at når man har ryddet op og fået tørret rummet, så har man gjort, det der skal gøres. Men et er, at man får tørret bygningen - men man skal være opmærksom på, at der er stor risiko for skimmelsvamp eller andre følgeskader efter en oversvømmelse, siger seniorkonsulent Frede Fruergaard Møller fra Teknologisk Institut.

Han fortæller, at mange stadig har problemer efter skybruddet i juli 2011 her et år efter. Hvis man kun fjerner det synlige vand, risikerer man, at give grobund for bakterievækst og udbrud af skimmelsvamp efter oversvømmelsen.

Skimmesvamp kan for eksempel opstå, når der trænger fugt ind bag beklædningsplader, op bag tapeter, ind mellem gipsplader eller ind under guldbelægningerne. Her vil affugtning og ventilation kun have en yderst begrænset effekt. Derfor skal man sikre, at bygningen er tørret effektivt. Desuden skal man fjerne gipsplader, isolering, væv, filt, linoleum osv., der har været i berøring med vand.

De fleste problemer med skimmelsvamp opstår typisk mellem to og fire uger efter oversvømmelsen.

-De skjulte skimmelangreb bliver typisk først opdaget, når den konstateres en kraftig, tung lugt i kælderen. Den opleves som en kvalmende, sødlig lugt. I værste fald opdager man først skimmelsvamp-angrebet, når brugerne af lokalerne reagerer på svampevæksten. De typiske gener er irritation af slimhinderne, vejrtrækningsproblemer, hovedpine og koncentrationsbesvær, siger Frede Fruergaard Møller.

Mange huse i Nordjylland blev mandag ramt af oversvømmelser på grund af massiv regn formiddagen igennem.


Seneste nyt

fra Nordjylland