Bank advarer: Pas på - svindlerne er blevet smartere

Banditter er blevet endnu mere sofistikerede og narrer gang på gang penge fra sagesløse bankkunder. - Nemt at undgå, lyder det fra bank.

Selvom politi og banker igen og igen advarer kunder om, at de skal være forsigtige med at oplyse vigtige bankinformationer til fremmede, bliver sagesløse kunder stadig lænset for alle deres penge. Inden aften var hans konto lænset. Samtidig havde han optaget lån hos fem forskellige udbydere af kviklån, og hans NemKonto var flyttet.

quote Inden aften var hans konto lænset. Samtidig havde han optaget lån hos fem forskellige udbydere af kviklån, og hans NemKonto var flyttet.

Advarsel fra Jutlander Bank

Derfor går Jutlander Bank i dag ud med en advarsel om nye former for svindel fra kriminelle. 

'”Nogen har forsøgt at bryde ind i din NetBank, og for at stoppe indbruddet har vi brug for koderne til din NetBank og dit NemID.' Sådan lød det i telefonen, da en yngre kunde i Jutlander Bank blev ringet op af en yderst troværdig mand, der udgav sig for at være betjent fra Nordjyllands Politi. 

Banksvindel er et stigende problem

'Betjenten' optrådte så myndigt, at den unge mand gav de oplysninger, han blev bedt om. Inden aften var hans konto lænset. Samtidig havde han optaget lån hos fem forskellige udbydere af kviklån, og hans NemKonto var flyttet.

- Vi ser et stigende antal forsøg på den her form for svindel, og derfor har banken valgt at gå ud i offentligheden og advare mod banditterne, fortæller Jimmy Krøier Sørensen, der er Jutlander Banks specialist på betalingsområdet.

Jutlander Banks gode råd:

  • Vær skeptisk.
  • Ingen svindler kan bryde ind i din NetBank og hæve dine penge uden at kende dine koder og NemID.
  • Udlevér derfor aldrig dit NemID, koder eller andet over telefonen, for hverken banker, myndigheder eller andre ærlige aktører kunne finde på at ringe og bede om de oplysninger over telefonen.

Svindlerne ringer til sagesløse bankkunder og forsøger at få dem til at oplyse deres koder til NetBank og NemID. Der er eksempler på, at svindlerne udgiver sig for at være fra Politiet, Jutlander Bank, NemID, Microsoft eller SKAT.

- Det typiske er, at svindlerne beder om at få udleveret personens koder for at hjælpe med et akut problem, og deres historier lyder meget overbevisende. Derfor er det vigtigt at være ekstra skeptisk, opfordrer Jimmy Krøier Sørensen.

Falsk sms-bekræftelse

En anden type svindel har ramt en anden af bankens kunder, som havde en dyr racercykel til salg. Han mødes med en mulig køber, og de bliver enige om en pris. Køberen åbner sin MobilBank og siger, at han foretager en straks-overførsel.

Sekunder senere modtager sælgeren en sms om, at det aftalte beløb er gået ind på hans konto. Som afsender står 'Jutlander Bank'.

 -Det er for nemt at få det til at se ud, som om en sms kommer fra banken. Derfor skal du altid i en situation som denne tjekke din MobilBank for at konstatere, om pengene faktisk er landet på din konto, inden du afleverer den vare, du har til salg, lyder rådet fra Jutlander Bank.

Rammer ikke kun ældre

Jimmy Krøier Sørensen vil gerne ramme en pæl gennem den myte, at det fortrinsvis er ældre mennesker, der bliver ringet op og lokket i uføre af svindlere.

- Når vi hører om det i Jutlander Bank, er det fra alle aldersgrupper – både når svindelforsøget lykkes og ikke lykkes, siger Jimmy Krøier Sørensen:

- Heldigvis har mange kunder lært vores budskab om, at man straks skal afslutte samtalen, når en ukendt stemme i telefonen beder om fortrolige koder – også selv om banditterne lyder meget troværdige og er meget insisterende på at ’hjælpe’ med at løse et akut problem. Men desværre lykkes det stadig en gang imellem at lokke en af vores kunder i uføre, konstaterer Jimmy Krøier Sørensen, der opsummerer Jutlander Banks advarsel:

- Vær nu skeptisk. Ingen svindler kan bryde ind i din NetBank og hæve dine penge uden at kende dine koder og NemID. Udlevér derfor aldrig dit NemID, koder eller andet over telefonen, for hverken banker, myndigheder eller andre ærlige aktører kunne finde på at ringe og bede om de oplysninger over telefonen.


Seneste nyt

fra Nordjylland