Passagerer fra Nordjylland tjekkes i Norge

Foto: Per Frank Paulsen

Det norske politi har øget tilstedeværelsen på udvalgte steder, efter at den norske efterretningstjeneste har modtaget en trussel om en nært forestående terroraktion.

Terrortruslen mod Norge har også konsekvenser for de passagerer, der kommer fra Danmark. Politiet i Kristiansand kontrollerer for eksempel alle biler, der kører ud fra Fjordline Express, som kommer fra Hirtshals.

Men politiet understreger på et pressemøde, at ingen kan garantere for sikkerheden.

- Men nu har vi fået truslen på forhånd. Det ville være en synd ikke at tage det alvorligt, siger stabschef Johan Frederiksen.

Færgeselskabet Fjord Line, som sejler mellem Hirtshals og Norge, er på eget initiativ gået et sikkerhedsniveau op, selv om de danske myndigheder endnu ikke har krævet det, fortæller administrerende direktør Gert Balling.

Det betyder blandt andet, at færgeselskabets personale kontrollerer bagagen hos 20 procent af passagererne. Normalt er det mellem to og fem procent.

Ifølge Gert Balling har det indtil videre dog hverken givet forsinkelser eller haft andre konsekvenser for passagererne. Hos Stena Line fortæller operating manager i Danmark Inge Lise Riis også, at den ekstra identitetskontrol er forløbet ganske gnidningsløst indtil videre.

Ifølge den norske efterretningstjeneste er det ekstremistiske islamister, der har deltaget i kamphandlinger i Syrien, som har fremsat terrortruslen.

Der er ikke yderligere oplysninger om hvor eller hvornår terroraktionen er planlagt til at finde sted.

Flere nyheder fra TV2 Nord