Passagerfly på vej til Oslo er sikkerhedslandet i Aalborg

Arkivbillede af SAS-fly. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Et SAS-fly fra Billund til Oslo er onsdag eftermiddag sikkerhedslandet i Aalborg Lufthavn på grund af en melding om tekniske problemer.

Et passagerfly med 20 passagerer måtte onsdag sikkerhedslande i Aalborg. Flyet var fløjet fra Billund og destinationen var Oslo, men kort efter afgang lød en melding om tekniske problemer i flyet.

Derfor kontaktede piloterne kontroltårnet i Aalborg Lufthavn omkring klokken 14.30 med henblik på at foretage en sikkerhedslanding i lufthavnen. Aalborg Lufthavn havde på det tidspunkt tre planlagte afgange, men flyene blev holdt tilbage, og brandberedskab blev tilkaldt.

- Brandberedskabet stod klar, og flyet landede fint. Alt gik efter planen, siger Søren Svendsen, der er lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.

Ingen problemer med fly

Landingen forløb udramatisk, og de 20 passagerer blev sendt ind i lufthavnen, mens flyet blev undersøgt. Det viste sig, at der ikke var problemer med flyet alligevel, og Søren Svendsen regner derfor med, at passagererne snart kan flyve videre til Oslo:

- Lige nu har vi sørget for, at passagererne får lidt at spise og drikke. Flyet holder herude, og de mener, at det hele er i orden, så jeg forventer, at de starter op i samme fly, siger Søren Svendsen, lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn.

Fly fra Norwegian, KLM og Great Dane Airlines blev holdt tilbage på grund af sikkerhedslandingen, men alle tre fly er fløjet fra Aalborg Lufthavn igen. Flyene er blevet et kvarter forsinket på grund af sikkerhedslandingen. 

SAS-flyet, der er sikkerhedslandet, er af flytypen ATR-72 med plads til 70 passagerer. Det er uvist, hvornår flyet forventes at flyve videre til Oslo. 

Herunder ses SAS-flyets rute. Som det kan ses på kortet, blev flyet nødt til at vende om, da det var over Livø for at sikkerhedslande i Aalborg Lufthavn: 

  Foto: Screen dump fra Flightradar24.com

Forsiden lige nu