Patient på sygehus røvede anden patient: Vred opereret ben rundt

En 23-årig mand er varetægtsfængslet for et røveri på Aalborg Universitetshospital. Han var selv indlagt og under bevogtning af to betjente – alligevel lykkedes det ham at snige sig ind på nabostuen.

En patient på Aalborg Universitetshospital Syd fik sig en slem forskrækkelse, da han om natten 7. juni fik stjålet sin telefon, mens han lå i sygesengen efter at være blevet opereret i benet.

En 23-årig libanesisk mand, som var indlagt på nabostuen, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at stå bag røveriet. Ifølge sigtelsen vred den 23-årige patientens opererede ben rundt, fordi han ville have patienten til at udlevere koden til telefonen.

Den libanesiske mand var under bevogtning af to betjente på sygehuset, fordi han 22. maj fik en dom for berigelseskriminalitet og ventede på at blive udvist af landet. På trods af at to betjente altså holdt øje med ham, var det alligevel lykkedes ham at snige sig ind på nabostuen.

- De to betjente sad udenfor stuen, og manden, der var indlagt på nabostuen, fik hurtigt kaldt politiet ind, som fandt telefonen, siger Bjørn Fogh, der er anklager ved Nordjyllands Politi.

I retten forklarede den 23-årige, at patienten havde givet ham lov til at låne telefonen. Sådan lød forklaringen dog ikke fra patienten.

- Retten har ment, at der har været en rimelig grund til at varetægtsfængsle ham, siger Bjørn Fogh.

Manden kærede fængslingen.

Det vides ikke, om den voldsomme behandling af patientens opererede ben har forværret benet.


Seneste nyt

fra Nordjylland