Patienter i Nordjylland skal have tv-læger

Det er så svært at tiltrække læger til yderområderne, at lægekonsultationer fremover kommer til at foregå på tv-skærm.

I regionsklinikken i Øster Jølby på Mors er Region Nordjylland netop ved at teste videokonsultationer mellem patienter og den praktiserende læge. Planen er, at projektet skal udrulles til hele Nordjylland. 

Formålet er på den ene side at give borgerne en mere fleksibel og bedre adgang til deres praktiserende læge og på den anden side at kunne rekruttere læger til lægedækningstruede områder, skriver regionen i en pressemeddelelse. 

Derfor har regionen netop hyret Katja Munch, der bor og arbejder til dagligt i Odense, som fast tilknyttet praktiserende læge i klinikken i Øster Jølby på Mors. Hun tilser sine patienter via videokonsultation fra Odense noget af tiden, så hun kan nøjes med at være på Mors få dage om ugen.  

- Videokonsultationer giver mig mulighed for at få ordentlig tid til og mere fokus på de multisyge og kroniske patienter. Og det åbner en masse nye muligheder og er super spændende og fyldt med perspektiver, siger Katja Munch. 

I løbet af foråret indføres videokonsultationer i regionsklinikken i Øster Jølby, og herefter udbredes konsultationsformen til de øvrige regionsklinikker i Nordjylland, lyder det fra Region Nordjylland. 

På sigt er målet, at løsningen skal kunne anvendes bredt af almen praksisklinikker i Nordjylland, hvor regionen er udfordret på lægedækningen. Regionen vil derfor invitere de faglige organisationer til et samarbejde om det.

- Det er banebrydende nyt og kan få interessant betydning for udviklingen af sundhedsvæsnet. Erfaringer fra Sverige viser, at borgerne synes godt om muligheden for at kontakte en læge på video, siger regionsrådsformand Ulla Astman. 

Nyeste våben i kampen mod den aktuelle lægemangel er elektronisk - nemlig en tablet. Med den kan patienter i Øster Jølby på Mors komme til læge - selv om lægen sidder på Fyn

 


Seneste nyt

fra Nordjylland