Patienter og læger fortørnede over hofteskandale

Det er dybt forkasteligt at så mange mennesker har fået indopereret en hofte der kan ødelægge knogler og væv. Sådan lyder kritikken både fra patienter og læger.

Over 600 danskere har fået den farlige hofte - på verdensplan er tallet 93.000. Men hoften blev aldrig testet på mennesker før den blev godkendt.

I 2003 sendte det amerikanske firma DePuy deres nye hofteprotese på markedet - men hoften var aldrig blevet testet på mennesker.

- Det er meget bekymrende. Når man ikke ved om ting virker er det dybt uetisk ikke at teste den på mennesker først, siger chefkonsulent i Danske Patienter, Annette Wandel til DR Nyheder.

Hoften blev nemlig udelukkende godkendt fordi den lignede andre proteser. Men hvis den var blevet afprøvet på en lille gruppe forsøgspersoner først, kunne måske et par hundrede eller tusinde patienter have nøjedes med at få den, før det blev opdaget, at den var farlig.

I stedet nåede næsten 93.000 patienter på verdensplan - over 600 i Danmark - at få hofteprotesen, inden firmaet trak den tilbage fra markedet i august 2010. Den har nemlig den alvorlige fejl, at den afgiver bittesmå metalpartikler, som kan ødelægge væv og knogler.

Og det møder også kritik hos lægerne, at hoften blev sendt på markedet uden at være afprøvet.

- Vi må ikke skade patienterne, og derfor bør der være en godkendelsesprocedure som holder hånd i hanke med at det også er i orden, og patienterne kan føle sig trygge, siger Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen til DR Nyheder.

Politikerne kræver nu en stramning af reglerne på EU-plan, så det bliver sværere at få godkendt medicinsk udstyr.


Seneste nyt

fra Nordjylland