TV2 Nord

Patientforeningsformand vred på Region Nordjylland

Det er en halv sandhed, når Region Nordjylland i en pressemeddelelse 28. maj hævder, at ventetider på strålebehandling er blevet kraftigt reduceret.

<b>Patientforeningen på krigsstien</b>
Det mener Patientforeningen, der alene i maj måned er blevet kontaktet af 38 utilfredse og frustrerede kræftpatienter.

- De fleste henvendelser handler om manglende forløbskoordinator og alt for lang ventetid på netop strålebehandling, men også lange udredningsforløb er et stort problem, siger Patientforeningens formand Villy O. Christensen, der efterhånden er godt træt af regionens gentagne lovbrud, når det gælder patientrettigheder:

- Vi frygter en gentagelse af sidste års cirkus, hvor regionen bevist jonglerede med patientrettigheder og tilbud om behandling - lovbrud som myndighederne end ikke gad undersøge, derfor ved de regionale politikere, at de kan forvalte lovgivningen efter forgodtbefindende, siger Villy O. Christensen.

<b>Patienternes rettigheder</b>
Konkret er Patientforeningen bekymret for, om patienterne oplyses om deres rettigheder:

- Vi har kendskab til flere patienter, der fejlagtigt af patientvejlederkontoret er blevet oplyst, at de såkaldte kræftpakker trådte i kraft 1. april, hvilket er direkte usandt - de trådte i kraft d. 1. januar. Andre patienters behandlingsforløb iværksættes ikke indenfor de beskrevne tidsrammer, så vi må desværre konkludere, at regionen stør om sig med floskler og pressemeddelelser, der ingen hold i virkeligheden har, slutter en vred formand for Patientforeningen.

Har du et godt tip?