Patrulje kørte galt på vej til brand

To betjente måtte på skadestuen efter uheld en kilometer fra dødsbrand.

Da Nordjyllands Politi omkring klokken 00.30 natten til tirsdag fik meldingen om brand på Bredgade i Løgstør blev hele ni patruljer sendt til stedet. Det var dog kun de otte der kom frem i deres patruljevogn.

- Omkring en kilometer fra Løgstør kører patruljen ind i et skilt i et sving og ender i grøften. Det lykkes dog for betjentene at komme ud af bilen, og så løber de faktisk den sidste kilometer og kommer frem til stedet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Fremme på stedet klager den ene betjent dog over nakkesmerter, mens den anden har ondt i ryggen. De blev derfor kørt på skadestuen til undersøgelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland