Pcb alarm på skoler i Vesthimmerland afblæst

Elever og lærere på tre skoler i Vesthimmerland kan ånde lettet ind. Fund af høje koncentrationer af det ekstremt giftige pcb i fuger på skolerne påvirker ikke indeklimaet, viser rapport fra Teknologisk Institut. Det oplyser P4 Nordjylland.

- Rapporten beroliger os med hensyn til indeklimaet i bygninger, i og med der ingen spor af pcb er målt, siger Bygnings- og beredskabsinspektør Michael Holm Pedersen.

Alle kommunale bygninger i Vesthimmerland er blevet screenet for eventuelt pcb. I 14 bygninger er der blevet taget prøver og på skolerne i Blære, Løgstør og Aalestrup og i det lukkede Ranum Bibliotek er der fundet farlige høje koncentrationer.

Men målinger af luften viser, at det farlige pcb i fugerne
ikke påvirker indeklimaet. Og da det ikke umiddelbart er til sundhedsfare for elever og lærere, kan pcb'et blive siddende. Ligesom det er tilfældet med asbest i lofter og tage.

Men når vinduer og fuger skal skiftes skal der tages særlige sikkerhedsforanstaltninger.

- Når vi skal renovere skal vi være opmærksom på, at der er pcb i nogle af bygningsmaterialer, og at de skal bortskaffes på bestemt vis, siger han.

De 200.000 kroner som kommunen har brugt på prøver og målinger har været givet godt ud, mener Michael Holm Pedersen.

- Det har været dyrt, men det har været pengene værd. Vi føler os på forkant med, hvad der fremover vil ske med pcb. Det er jo et uudforsket område, siger han.
 
I Nordjylland er Vesthimmerlands Kommune den første kommune, der har undersøgt sine bygninger. Flere kommuner er på vej med undersøgelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland