Peberspray mod morsingbo

Politiet valgte at bruge peberspray for at pacificere voldsom morsingbo under anholdelse.

Midt- og Vestjyllands Politi har bedt en dommer om at bruge søndagen på arbejde. Politiet vil nemlig have varetægtsfængslet en 21-årig mand fra Mors, og derfor skal han en tur forbi retten.

- Han er sigtet for at have givet en politimand en mavepuster. Det er anden gang, han er voldelig mod politiet. I sommer sparkede han en kollega i maven, fortæller vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Den seneste episode udspillede sig i nattelivet i Nykøbing Mors på en beværtning i Havnegade natten til søndag. Her blev politiet tilkaldt, da der blev anmeldt vold mod en dørmand.

Under anholdelsen af den 21-årige slog den unge mand sig i tøjret og slog ifølge vagtchefen den ene af betjentene i maven.

- Det er ikke sådan, at kollegaen har lidt overlast, men de måtte bruge peberspray for at pacificere ham, fortæller Henrik Nielsen.

Den 21-årige er ud over vold mod politimand i tjeneste også sigtet for vold mod dørmanden.


Seneste nyt

fra Nordjylland