Pebersprayet og frarøvet ejendele: Kvinde overfaldet foran sin hoveddør

En kvinde blev onsdag aften antastet foran sin lejlighed og frarøvet sine ejendele. Politiet leder nu efter gerningsmanden.

En kvinde på 22 år var onsdag aften ved at låse sig ind ad sin hoveddør, da en mand antastede hende bagfra. Han sprayede hende i ansigtet med peberspray og fratog hende kontanter samt en pose fyldt med indkøbsvarer. 

Derefter stak gerningsmanden af fra stedet. Kvinden blev onsdag aften afhørt af politiet. 

- Det er ret groft. Hun er rystet og påvirket af pebersprayen, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi. 

Kvinden blev overfaldet på Rantzausgade i Aalborg centrum. Nordjyllands Politi havde onsdag aften flere patruljebiler i området, der ledte efter gerningsmanden. 

- Vi har ledt på offentlige toiletter, fordi vi har grund til at tro, at gerningsmanden selv blev eksponeret for peberspray og derfor havde brug for at skylle sig i ansigtet.  

Nordjyllands Politi efterlyser nu manden. Han beskrives som værende: 

  • etnisk dansk
  • 25-30 år
  • under 180 centimeter høj
  • slank til spinkel af bygning
  • iført en sort jakke med hætte
  • iført mørke bukser

Nordjyllands Politi kan kontaktes på 1-1-4, hvis man ved har set noget. 


Seneste nyt

fra Nordjylland