Pedel: Jeg har aldrig oplevet noget lignende

"Alt stod i ét", lyder det fra Søren Sørensen, der er pedel på det gamle rådhus i Skagen. For første gang nogensinde måtte han ud at skovle sne i august måned.

Et kraftigt uvejr ramte natten til mandag Skagen. Det både tordnede, blæste og haglede. Faktisk haglede det så meget, at Søren Sørensen blev vækket af det.

- Det lød nærmest som om, at der var krig udenfor. Haglene var så store, at det lød som skud fra et maskingevær. Jeg kiggede ud af vinduet, og alt stod i ét. Vand, hagl, busker og blade, fortæller han.

Søren Sørensen arbejder som pedel på det gamle rådhus i Skagen. Her måtte han ud at skovle sne - eller nærmere betegnet hagl - inden hans kolleger mødte på arbejde.

- Der var 10-12 centimeter hagl på parkeringspladsen, og så var der også masser af vand i kælderhalsen. Så jeg fik travlt, siger han.

Søren Sørensen er ved at have ryddet op efter uvejret, men han vil sent glemme, at han måtte finde sneskovlen frem i august:

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Indenfor kort tid blev der registreret ikke færre end 120 lynnedslag ved Skagen natten til mandag. Vindstyrken målte kulingstyrke.


Seneste nyt

fra Nordjylland