Pengene er fundet: Norskov et skridt nærmere

Frederikshavn Kommune har skaffet 1,25 millioner kroner til Norskov-serien.

Frederikshavn Kommune er kommet et skridt nærmere på drømmen om endnu en sæson af tv-serien, Norskov, som er optaget i kommunen.

I sidste uge offentliggjorde Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen, at de gerne vil kaste 600.000 kroner ind i serien, hvilket de også gjorde første sæson. 

Men det var ikke nok. Produktionsselskabet bag serien har nemlig stillet kravet om, at Frederikshavn skal levere 1,25 millioner kroner. Disse penge har kommunen nu samlet sammen.

Opbakningen er fundet hos det lokale erhvervsliv, der er klar til at levere den resterende bevilling på 650.000 kroner. 

Det glæder borgmesteren, at der er fundet opbakning til Norskov på så kort tid, da serien har en kæmpe reklameværdi for kommunen. Ifølge hende blev reklameværdien fra tv-serien vurderet til 5,9 millioner kroner sidste år.

Økonomiudvalget skal mødes klokken 14:30, hvor den endelige godkendelse skal falde på plads, og så er det bare grønt lys fra produktionsselskabet og TV2, der mangler.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland