Peptalk til nordjyske socialdemokrater

 Peptalk til nordjyske socialdemokrater

Helle Thorning Schmidt skød i dag kommunalvalget i gang for de nordjyske socialdemokrater. De 12 spidskandidater har nu en rød hotline til formanden.

De nordjyske spidskandidater til regions- og kommunalvalget i november mødtes i dag i Aalborg. Her satte partiets formand gang i valgkampen.

- Jeg er stolt af vores kandidater, sagde Helle Thorning Schmidt. Formand for Socialdemokraterne.

Ved sidste valg satte socialdemokraterne sig på 7 ud af 12 borgmestertaburetter. 4 af af dem er dog stoppet eller stopper. 3 borgmestre prøver igen. Af de 9 øvrige spidskandidater er de 8 nye. Kun på Læsø prøver Viggo Jensen igen. Kun tre af spidskandidaterne er kvinder.

- Der er mange jakkesæt, men det er dygtige. Alligevel vil vi da gerne have flere kvinder i kommunalpolitik, siger Helle Thorning Schmidt.

Der er dog fremgang at spore hos socialdemokraterne. Sidste gang var kun én spidskandidat kvinde. Denne gang er det tre, nemlig Ulla Astman, Lene Hansen i Brønderslev og så en politisk novice, Ulla Vestergaard i Thisted.

Den 50-årige afdelingsformand for FOA har ingen kommunalpolitisk erfaring, alligevel går hun efter topposten fra starten.

- Det er fuldstændig nyt. Jeg fik chancen for at arbejde målrettet med fremtiden i Thisted Kommune, og den chance har jeg tænkt mig at gribe, siger Ulla Vestergaard (Soc.dem), spidskandidat i Thisted Kommune


Seneste nyt

fra Nordjylland