Politiet bekræfter: Forsvundet 19-årig fundet i Randers Havn

Den person, der lørdag omkring middag blev fundet i Randers Havn er identisk med 19-årige Thomas Stralner Mikkelsen, der har været savnet siden 16. januar.

Lørdag omkring middag blev liget af en person fundet i Randers Havn. Sidst på eftermiddaggen lørdag bekræftede Østjyllands Politi i en pressemeddelelse at personen er identisk med den 19-årige Thomas Stralner Mikkelsen, der har været savnet siden 16. januar hvor han var i byen i Randers.

Det var fritidsdykkere, der tidligere lørdag observerede en person i vandet, og efter anmeldelse tilkaldte Østjyllands Politi dykkere og brandvæsen til området omkring Kulholmsvej på Randers Havn.

Et indledende ligsyn, der blev foretaget på havnen i Randers viser ingen tegn på at den 19-årige har været udsat for en forbrydelse.

Thomas Stralner Mikkelsen, der er fra Aalestrup og gik på Mariagerfjord Gymnasium forsvandt efter en bytur i Randers 16. januar og siden da har politi, venner, familie og organisationen Missing People ledt efter ham.

I den seneste tid har eftersøgningen været koncentreret om havneområdet i byen, da man på overvågning kunne se, at en person med Thomas Stralner Mikkelsens udseende, gik ind på havneområdet. Man har blandt andet ledt i havnen med en undervandsdrone.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland