Peter Møller bliver ny fodbolddirektør i DBU

Den tidligere topscorer i AaB og tv-vært skal nu repræsentere Dansk Boldspil Union.

Peter Møller har nu fået sin fremtid på plads. Efter syv år på DR Sporten, kan den tidligere AaB- og landsholdsspiller nu se frem til at repræsentere Dansk Boldspil Union, det skriver DBU på sin hjemmeside.

Den 46-årige tidligere fodboldspiller fra Gistrup skal som fodbolddirektør stå i spidsen for eliteafdelingen og have herrelandsholdets træner, Åge Hareide, som reference.

Derudover bliver det også Peter Møllers opgave at styrke samarbejdet mellem spillerne og DBU samt med fodboldfolk i såvel udland som indland.

Blå bog: Peter Møller

  • Peter Møller spillede ungdomsfodbold i LKB Gistrup.
  • Som professionel har han blandt andet spillet for AaB, Brøndby IF, FC København, PSV Eindhoven og Real Oviedo.
  • Han er den tredjemest scorende spiller i Superligaen med 135 mål.
  • I sin karriere spillede Peter Møller 20 kampe for A-landsholdet, hvori han scorede fem mål.
  • I 1998 var han med til VM i Frankrig for landsholdet. Her scorede han til 1-0 mod Nigeria i ottendedelsfinalen.

- De danske fodboldlandshold og vores talentarbejde går rigtigt godt i disse år, men vi ønsker konstant at forbedre os og styrke organisationen. Med Peter Møller får vi en person, der selv har været aktiv på højeste plan og som samtidigt har både personlighed og leder-egenskaber, så han kan gå forrest i udviklingen af dansk fodbold, siger direktør i DBU, Claus Bretton-Meyer.

Peter Møller stoppede i september på DR Sporten, hvor han de seneste syv år har været fast vært på Fodboldmagasinet og senest på DR’s dækning af VM i Rusland.

- Jeg er selv et produkt af breddefodbolden og spillede som dreng i LKB Gistrup lidt udenfor Aalborg og har siden spillet i de største klubber i Danmark. Jeg kender betydningen af fodboldens fødekæde og har selv været med hele vejen. Mine største fodboldoplevelser er med landsholdet til VM i 1998, og jeg har i den grad fulgt mit hjerte i valget af dette job. Jeg glæder mig til at arbejde med den store succes, der jo faktisk er med alle landsholdene i disse år, siger den nye fodbolddirektør.

Peter Møller spillede i AaB fra 1990 til 1993. Her lykkedes det ham at blive topscorer i Superligaen to gange med 17 mål i sæsonen 91/92 og 20 mål sæsonen i 92/93.


Seneste nyt

fra Nordjylland